Salme

Romerdømt som oprørsleder

  1. Romerdømt som oprørsleder,
    jødedømt for gudløshed,
    får du pisk, så bødlen sveder,
    offentligt, til hudløshed.
    Niogtredive piskeslag,
    femten foran, resten bag,
    det er lidt, min Gud, af smerten,
    som du bærer ud af verden.
  2. Læderpiskens skarpe knuder
    skærer dig i ryg og bryst.
    Du står fast, skønt kroppen luder,
    du står fast, det er min trøst.
    Niogtredive piskeslag,
    femten foran, resten bag,
    det er lidt, min Gud, af smerten,
    som du bærer ud af verden.
  3. Sker det, gid det aldrig hænder,
    jeg må lægge krop og hud
    til tortur fra lystes fjender,
    vær mig nær, du gode Gud!
    Værn min krop mod piskens slag
    Hold mig fast når jeg bliver svag
    Bær min smerte Gud, ja bær den
    sammen med mig ud af verden.

Hans Anker Jørgensen 1996
Melodi: Merete Wendler
eller som "Jesus, dine dybe vunder"

Lyt til indspilningen her
Del af passionscyklus til Markus (15,15) og Matthæus