Når mørkets dronning sætter
- Når mørkets dronning sætter
min sommers konge mat
i rå oktobernætter,
da søger jeg min skat.
Jeg søger i den kirke,
hvor hvælvingen er blå,
og eg og bøg og birke
har gyldne kroner på.
Hvor i verden er min skat,
min tabte melodi?
Hvor er lys i sjælens nat?
Som'ren er forbi! - Et sus går gennem skoven,
og se, i ro og mag
tar træerne for oven
de gyldne klæder af.
De lægger dem som tæppe
på jorden mellem sig,
så jeg med nød og næppe
kan finde sti og vej.
Hvor i verden er min skat... - Et egern samler agern,
bogfinker gnasker bog.
Jeg holder helligdag og
blir anderledes klog.
For aftensolen skinner
og gør min sti så rød,
at jeg får grønne minder
og husker på min død.
Hvor i verden er min skat... - Og ser, før nat og kulde
og storm og sne og slud,
den gyldne himmel rulle
den røde løber ud
for kongens søn, min frier,
som under himlens blå
på æsel red ad stier
med alle farver på.
Hvor i verden er min skat... - Hans nåde er nødvendig,
den vender verdens nød;
hans kærlighed ubændig,
den skaber liv af død.
Når alting er lagt øde,
og vi er dødens rov,
vil han gå os i møde
som anemoneskov.
Hvor i verden er min skat...
Hans Anker Jørgensen 2006, 2009 og 2018.
Melodi: Caroline Borello Lerche
Alternativ titel: Oktobers skat