Jeg er døren ind til verden
- Jeg er døren ind til verden,
livets dørtræ, fødselssmerten.
Fisk og fugle, dyr og planter,
torsk og tidsel, spurv og panter,
sort og gul og brun og bleg
kom til verden gennem mig. - Jeg er livets træ i altet,
suger vandet, suger saltet,
skaber himmelsk vin af vandet,
rosengård i ørkensandet.
Her i mig er livets land,
fjernt fra mig er bål og brand. - Jeg er vintræ, I er kviste,
ingen af jer vil jeg miste.
Jeg har mange arbejdsgrene,
hjertets sange er den ene.
Her i mig er skabelse,
fjernt fra mig fortabelse. - Jeg er døren, altid åben,
tar jeg mod de små i dåben,
holder poderne i live,
gør de golde kreative.
Her i mig er frodig fred,
fjernt fra mig er rodløshed - Jeg er træet, I min krone.
Jeres splid vil jeg forsone.
Sluk din tørst ved mine rødder,
gå og vask de andres fødder.
Her i mig er nådens bord,
fjernt fra mig er hævn og mord. - Jeg er evig, bag al viden.
I er børn af mig og tiden.
I skal tænke, så det knager,
være lys på lysestager.
Her i mig er meningen,
fjernt fra mig forsteningen. - Jeg er jordens gode hyrde.
Jeg har båret angstens byrde.
Jeg har gennemlevet døden.
Jeg har malet morgenrøden.
I mig er opstandelse,
fjernt fra mig forbandelse. - Jeg er døren. Når den svinger,
er jeg livets træ med vinger.
Gennem gråden, I må græde,
vil jeg løfte jer med glæde.
Sort og gul og brun og bleg,
lev og ånd og bliv i mig!
Hans Anker Jørgensen
Melodi: Merete Wendler
Konfirmationssalme
'Jeg er døren'
Tingbjerg Kirkes indgangsdør
Johs. 15; 13; 2 og 10