Salme

Hvem er den unge rabbi med arabiske sandaler

  1. Hvem er den unge rabbi med
    arabiske sandaler,
    som skaber frihed, lys og fred
    og ansvar, når han taler?
    Hans visdom har en mystisk magt;
    den er fra Gud, har nogen sagt.
    Hvad skal man tro om snakken?
    Jeg ved, at bruger man hans ord
    om ”egne fejl” imod sin bror,
    får man dem selv i nakken!
  2. Hvem er han, som på templets plads
    forkyndte nådens rige,
    mens domsmænd førte kort proces
    imod en syndig pige?
    De fulgte Bogen: ”Hendes ben
    skal knuses under store sten!”
    men spurgte om hans mening.
    Han sagde: ”En, som selv er ren,
    skal kaste drabets første sten!”
    Og frelst var hun fra stening!
  3. Ja frelst var hun. Og fri blev vi
    for dødsstraf her i landet.
    Men dømt blev han for blasfemi
    og hængt på kors, forbandet.
    Nu går han rundt alt ondt til trods
    og dækker bord for alle os
    barbariske vandaler!
    Min sol i tid og evighed
    det er den unge rabbi med
    arabiske sandaler.

Hans Anker Jørgensen juni 2011
Melodi: Caroline Borello Lerche 2011

Baggrundstekster:  
Lukas 6,41-42* eller  Matthæus 7,1-5.
Johannesevangeliet 8,1-11**
Femte Mosebog 22,20-24 (21,18-24,7)
Lyt til indspilning 1 her
Lyt til indspilning 2 her