Salme

Hvad samler nu alverdens børn

  1. Hvad samler nu alverdens børn?
    Et træ, der lyser som en tjørn
    af ild, der aldrig brænder ud!
    Så hør den bøn, vi synger, Gud:
  2. Luk op til stalden med din fred,
    og lad os alle knæle ned
    og se din søn, den skjulte skat,
    Maria fødte julenat;
  3. og se lidt af, det ber vi om,
    det kærlighedsmysterium,
    den store Helligåndsorkan,
    som skrev hans karriereplan;
  4. og førte ham fra himlens sal
    til denne verdens tåredal,
    fra kongeslot og magt og fryd
    til stald og krybbe, kors og død!
  5. Da verden gik i djævledans,
    brød Jesus Kristus ind, og hans
    forunderlige kærlighed
    tog nye, gode tider med.
  6. Det nye er, halleluja,
    at nu ser Kongen nedefra
    på vores krige og trafik
    med barnets og Marias blik.
  7. Det gode er med andre ord:
    Nu sidder rundt om samme bord
    Gud Fader, Søn og Helligånd
    og frelser liv og knytter bånd.
  8. Og har vi levet før som fæ,
    vil vi i lyset fra de tre
    forene os og dele ud
    af gaverne, du gav os, Gud.
  9. Lad verden ej med al sin magt
    os rokke fra din nye pagt!
    Men giv at vi til hver en tid
    må tjene dig med trofast flid.
  10. Til vi engang i Paradis
    skal prise dig på englevis,
    Gud, Fader, Søn og Helligånd,
    - med hele verden hånd i hånd!

Hans Anker Jørgensen 2012 - efter 'Her kommer Jesus dine små'
Melodi: Som DDS 123.

Lyt til indspilningen her