Salme

Hvad er det, du min kære

Hvad er det, du min kære,
som gør, at vi tør tro,
skønt tiderne er svære
for troskab mellem to,
at vi vil holde sammen
og holde liv i flammen,
til døden skiller os!

Det er at du vil bære
mig, sådan som jeg er.
Det er, at jeg vil ære
dig, sådan som du er.
Det er, at vores kroppe
om nede eller oppe
er med i lysets dans.

Det er, at efter sommer,
når dagene blir grå,
når storm og kulde kommer
og kys og knus blir få,
når en af os må sukke:
Dig kan man, grimme, smukke,
kun elske med Guds hjælp!

At vi da søger sammen
til kærlighedens Gud
og henter ild ved flammen,
som aldrig kan gå ud.
For sandere end drilske
er ordene, at elske
kan ingen uden Gud.

Så ber vi dig, du milde,
som byder kulden trods,
du kærlighedens kilde,
som gir dig selv til os,
at du os vil velsigne,
så vi dig lidt kan ligne
og elske, som du gør.

Til det at leve sammen
på jorden er forbi,
til sorgen synger amen
på glædens melodi.
Til alle vores kroppe
om nede eller oppe
er med i lysets dans.

Hans Anker Jørgensen 1997
Melodi: Evert Taube / Per Warming:  'Hvad er det, min Marie', Højskolesangbogen nr. 438

Til vielse og velsignelse