Salme

Du er min søn

  1. ”Du er min søn, du må kalde mig far!”
    var en oldgammel tids adoptionsformular,
    når en mand uden søn lod en søn af en fremmed
    arve sin ejendom, navnet og hjemmet.
    ”Du er min søn, du må kalde mig far!”
  2. ”Du er min søn, jeg har født dig i dag!”
    sagde guden i templet i tilfældet af,
    at en konge var død og en ny sku' på tronen.
    Gudens replik, når en konge blev kronet:
    ”Du er min søn, jeg har født dig i dag!”
  3. Jeg er din datter, så hør nu engang:
    Er der noget for mig i din oldgamle sang?
    Ja, mit barn, vi besynger jo netop den lighed
    overfor Gud, og det ansvar, den frihed,
    Mesteren kom med! Så hør nu engang!:
  4. Mesteren sa': ”Se på dem, der har magt,
    hvor de ter sig som guder og viser foragt.
    Se de mishandler andre og hersker som Fanden!
    I derimod, I skal tjene hinanden!”
    Mesteren sa': ”Se på dem, der har magt!”
  5. ”Hvem er den taler? En dranker og nar!”
    var de rige og mægtige mænds kommentar,
    når de hørte, at Mesteren præd'kede både
    nåde - og dom over dem uden nåde.
    ”Hvem er den taler – en dranker og nar!”
  6. ”Han er min søn, jeg har født ham i dag!”
    lo en tordnende stemme bag himmelens tag.
    ”I vil håne ham, piske ham, skænke ham ed'ke,
    dømme ham, dræbe ham! Men jeg vil præd'ke:
    ”Han er min søn. Jeg har født ham i dag!”
  7. ”Du er mit barn! Du må kalde mig mor!”
    er på Jorden nu Himlens forløsende ord,
    når en hjemløs, en tronfølger, dreng eller pige,
    arver i dåben Guds evige rige:
    ”Du er mit barn, du må kalde mig far!”
  8. Tak du vor himmelske Far eller Mor,
    for din Søn, vores bror, som har dækket sit bord
    for os alle og skænker os lyst til din vilje
    sammen med liv i en evig familie.
    Tak du vor Mor, vi må bede: Vor Far!

Hans Anker Jørgensen 2011
Melodi: Hans Anker Jørgensen 2011 (arr. Mogens Jensen 2011)

Salme til Fastelavn