Der var engang en kongesøn

1. Der var engang en kongesøn
   i glædens gyldne rige.
   Hans bolig var vidunderskøn,
   hans lykke uden lige.
   I rosengården hvid og rød,
   hvor der er ingen tid og nød,
   hvor alt er lys og varme,
   i himmelseng på drømmeslot
   der hvilede han trygt og godt
   i kærlighedens arme.
2. Indtil han fra det fjerne så
   med sine gode øjne
   på verdens liv bag alt det blå,
   på krig og sult og løgne.
   Den dag han så en lillebror,
   en søster og Guds grønne jord
   forført, forpint, forgivet,
   da bød han lykkeland farvel
   og gik i krig mod Fanden selv
   og gav sit liv for livet.
3. Snart går han rundt på land, i by
   og spreder liv og glæde.
   Man ser ham som en tordensky!
   Man ser ham le og græde.
   Han råber til de rige: ”Ve!”
   og til de små i verden: “Se,
   min rigdom skal I dele!”
   Han rejser lammet livsmod op
   og vækker liv i vissen krop.
   Det hele vil han hele.
4. Han rider imod magtens by
   som konge og som slave.
   Hans følge jubler højt i sky:
   Halleluja for Jahve!
   De fatter ikke dybden i
   det tjenersind, den sympati,
   der er hans liv og lære.
   De breder klæder på hans vej
   og drømmer, li´som du og jeg,
   om rigdom, magt og ære.
5. Vi ser ham i Jerusalem
   om natten, dødsens bange.
   Vi ser betjente liste frem
   og tage ham til fange.
   Vi ser ham under streng tortur,
   vi ser ham stillet mod en mur,
   vi ser dem slå og spytte.
   De sidste venner falder fra.
   Han dør forladt på Golgata
   til ingen verdens nytte !
6. Til ingen verdens nytte ? Jo,
   til hele verdens glæde !
   Nu er han over alt, min tro,
   selv her er han til stede !
   Nu griber mig hans tjenersind.
   Han tørrer tåren af min kind.
   Han vækker håb i nøden.
   Han gør sig selv til brød og vin,
   til evig hjertemedicin
   mod synden og mod døden.
7. Så når jeg ber min sidste bøn,
   den ensomme og svære,
   da ber jeg himlens kongesøn:
   Tag hånd om mine kære!
   Og råb hen over mørkets hav
   til mig på randen af min grav
   med al din kraft og varme:
   Kom kun, min ven, jeg går med dig,
   nu skal du hvile trygt med mig
   i kærlighedens arme.

Hans Anker Jørgensen 1981 og 2008.
Melodi: Caroline Borello Lerche 2008;
eller som 'Et lidet barn så lysteligt'.