Salme

Alle Guds elskede sønner og døtre

  1. Alle Guds elskede, døtre og sønner,
    rejs jer og syng for de levendes Gud !
    Rejs jer og syng, I som sukker og stønner,
    syng både gråden og længselen ud.
    Døren er åben fra døden til livet !
    Fremtid og frihed og godhed er givet,
     Halleluja, halleluja !
  2. Angste, det er vi, og feje som fanden,
    kolde og hårde som is og som stål.
    Hårdt og brutalt er vort liv med hinanden,
    andre er midler for egoets mål.
    Hver gang vi udkonkurrerer en næste,
    synger vi selvglade: Vi er de bedste !
     Halleluja, halleluja !
  3. Onde, det er vi, men du er den milde !
    Godhed, min Gud, er dit middel og mål.
    Golde får kræfter ved godhedens kilde.
    Kolde får varme ved godhedens bål.
    Godhed er sandheden, vejen og livet.
    Godt er det liv, som den gode har givet.
     Halleluja, halleluja !
  4. God, det var Jesus, som sled og som slæbte,
    god var hans gerning og gode hans bud.
    God, det er Jesus, den bror, som vi dræbte,
    han er forenet med godhedens Gud.
    Han bryder brød i sit evige rige;
    alle de stridende vil han forlige.
     Halleluja, halleluja !
  5. God, det er Ånden, som synger og stønner
    i alle skabningers latter og gråd.
    Godt skal I lytte, Guds døtre og sønner,
    godt skal I lytte til sandhedens råd.
    Dybt skal I drikke af vinen med Ånden.
    Højt skal I juble af fryd efterhånden:
     Halleluja, halleluja !

Hans Anker Jørgensen 1988,
frit efter Brorsons 'Guds igenfødte, ny-levende sjæle'.
Melodi: Som DDS 492.