Salme

Alene i verden

  1. Alene i verden, det føler hun sig,
    Maria, og tænker, nu svigter han mig,
    min Josef, og smider mig ud som et skarn
    og lader mig stene, for jeg er med barn.
  2. Alene i verden er Josef, fordi
    han elsker Maria, tar hendes parti
    mod loven, mod bogen, mod fædrenes gud.*
    Familie og venner, de fryser ham ud.
  3. Alene i verden, det er de i nat,
    Maria og Josef,  stødt ud og forladt,
    for Betlehems døre blev lukket med nej,
    og tiden er inde, og barnet på vej.
  4. Alene i verden blandt dyrenes skarn,
    der føder Maria det dejligste barn:
    Den højeste selv på det usleste sted;
    en underfuld konge for frihed og fred.
  5. Alene i verden i verdens år nul
    begynder du her i et gudsforladt hul.
    Mens tiden står stille til ære for dig,
    er dødens marcherende hære på vej.
  6. Alene i verden mod mørkets kolos,
    mod Judas, Pilatus, Herodes og os,
    besejrer du alle, som årene går,
    og fylder nu mere end totusind år.
  7. Alene i verden er du overalt,
    i byer og lande som lys og som salt.
    Du er i de nederste, nyfødte små.
    Du er i den flygtning, der nu banker på.
  8. Alene i verden kan du ikke dø.
    Du lyser din fred på den natsorte sø.
    Når menneskers døre er lukket for mig,
    står stalddøren åben til livet med dig.

Hans Anker Jørgensen 1989.
Melodi: Som 'Away in a manger'

*: 5.Mosebog 22,20f.