Vor Far, som er i Himmelen
- Vor Far, som er i Himmelen,
hjælp hver af os i vrimmelen
at se en søster og en bror
i alle dine børn på jord.
Gør sand – og ikke bare køn –
den ensomme og fælles bøn! - Lad helligt blive her dit navn
og klart dit ord til alles gavn!
Hjælp du os på forskellig vis
at lyse op, dit navn til pris.
Er tidens ånd og tale tom
- og vi ført vild, så vend os om. - Dit rige – lad det finde sted
hos os med evig kærlighed.
Send Helligånden stærk og god
med fælles liv og lyst og mod.
Sæt om din kirke englevagt
mod Satans kolde, mørke magt! - Din vilje ske! – det er min bøn –
på jorden som i himmelen.
Hjælp os i alt at holde ud
i troskab imod dine bud!
Bevar os, styr alt kød og blod,
som gør din kærlighed imod! - Giv dagligt brød til os i dag
mod sult og nød – og til behag.
Lad ikke ufred, dyrtid, strid
og sygdom ramme vores tid.
Stands tomt begær og grådighed,
skænk by og land din gode fred. - Forlad os al vor skyld, som vi –
når vi for skyldens tryk er fri –
tilgiver andre deres skyld!
Gør du os fri fra hadets byld
til tjeneste i kærlighed
for naboens og verdens fred. - Og led os ikke ind, men ud
af fristelse, du gode Gud.
Gør hjertet trofast, viljen stærk
i forsvar for dit skaberværk.
Og fri og frels os fra alt ondt,
som truer livet Jorden rundt. - Da – som et barn i moders favn –
vi takker af i Jesu navn.
I ham ser vi din kærlighed
bag alt det skabtes herlighed,
og synger hver for sig i kor
af hjertet: Amen! Gud er stor!
(Jesus af Nazaret, ca. år 30.)
Martin Luther 1539.
(Inger Christensen 1998).
Hans Anker Jørgensen 2014
Melodi: Caroline Borello Lerche 2016; eller som 'O, hjetekære Jesus Krist', Valentin Schumann 1539 – i DDS nr. 204.