Kom alle folk fra land og by
- Kom alle folk fra land og by
og gør en gammel lovsang ny,
kom hele Guds familie!
Sæt arbejdsugen godt i gang
i fællesskab med morgensang
og bønnen: Ske din vilje.
Spil, fløjt, syng højt
vaskebrætter, klarinetter,
fløjter, trommer,
orgel, guitar, kor og brummer! - Tit ser det mørkt og håbløst ud,
som var i verden ingen Gud
og ingen grund til glæde.
Tit ser vi død og vild panik,
hvor før var liv og sød musik,
tit må vi ensomt græde.
Sult, krig, kræft, svig,
frygt og had og løgn og sladder
truer livet,
truer alt, hvad Gud har givet. - Men livets Gud er selv hos os
med evig modstandskraft og trods
og kærlighedens kræfter.
Når Jesu sag blir vores sag,
da spirer i os samme dag
det liv, vi længes efter.
Da kan hver mand,
og hver kvinde atter finde
håb for livet,
håb for alt, hvad Gud har givet. - Vor bror, som dækker Himlens bord
med frugter fra Guds grønne jord
og spiser med fortabte,
du kongers konge, trælles træl,
foren os alle med dig selv
i glæden ved det skabte.
Hør os! Rør os!
Så vi danser, så vi sanser:
Godt er livet,
godt er alt, hvad Gud har givet! - Da samles vi fra land og by
og gør en gammel lovsang ny
og beder: Ske din vilje!
Da fester vi i Jesu navn
og husker på hinandens gavn
i hele Guds familie.
Spil, fløjt, syng højt
vaskebrætter, klarinetter,
fløjter, trommer,
orgel, guitar, kor og brummer.
Hans Anker Jørgensen 1978 og 2010
Melodi: Philip Nicolai 1599: 'Af højheden oprunden er' i den folkelige form: Koralbogen 2b
Salmernes bog 149 & 150