Æselmanden

  1. Æselmanden er her!
    Han trækker selv sin vogn med vand
    til alle dem, der tørster,
    i hele verdens land.
  2. Æselmanden er her!
    Hans krydstogtskib er ankret op
    med lægehjælp til alle
    til både sjæl og krop.
  3. Æselmanden ser på
    en tegning, der gør ham til grin,
    og griner glad og siger:
    Hvor er den tegning fin!
  4. Ve dog, hvis du tegner
    min æselmand på vej i krig
    med tanks og fly og bomber!
    Så er din fred forbi!
  5. Æselmanden er her!
    Og de, der sagde, han var død,
    som gamle Marx og Nietzsche,
    de spiser nu hans brød.
  6. Æselmanden tjener
    ved livets bord som diakon.
    Hans bord når helt fra himlen
    til Nørreport Station.
  7. Æselmanden skærer
    sin visdom ind i hjernens bark
    og tømrer af Guds nåde
    sin nye Noahs Ark.
  8. Æselmanden rider
    mod hver en tids Jerusalem
    med fred - og lys i mørket,
    så vi kan finde hjem.

HAJ 2008. Revideret 2017.
Mel. Caroline Borello Lerche 2008.

Skrevet på bestilling til ”Diakoniens Dag” 1. februar 2009.
Æselmanden: Det ældste billede, der findes af Jesus, er nok ovenstående karikaturtegning – en slags graffiti på en væg i Rom med en person og et korsfæstet æsel og billedteksten: Alexamenos tilbeder sin gud.
Angående det om Marx og Nietsche: Det fortælles, at Marx til sidst tjente til sin families daglige brød som en slags kirketjener eller diakon i en kirke i London. Og at Nietzsche efter i Antikrist at have gjort op med kristendommens ”slavemoral” og sentimentale snak om barmhjertighed, blev grebet så stærkt af medlidenhed med en hest, der blev mishandlet, at han tog hestens parti – og blev sindssyg – og var det resten af livet
Din browser understøtter ikke lydelementet.
Lyt til indspilning 1 her
Din browser understøtter ikke lydelementet.
Lyt til indspilning 2 her